Opdatering i forbindelse med ulykken lørdag den 14. september 2019.

Det er desværre nærmest umuligt at finde ud af, hvem personerne i den skadede bil fra uheldet lørdag den 14. september på Næstved-Slagelse-landevejen er, og hvor de er indlagte, da foreningen gerne ville have sendt dem en buket blomster med en beklagelse og ønsket om god bedring. Dog har vi fra troværdig kilde fået at vide, at manden i bilen har brækket bækkenet og beskadiget det ene ben, og den kvindelige passager har brækket benet, samt fået en del knubs.

Mandag havde vi besøg af Militærets Bil Inspektører (MBI), som skulle se på den implicerede PMV. Der blev virkelig gået grundigt til værks, idet bælter, styrestænger og differentiale blev gennemgået. Der blev foretaget kørsel med kraftige opbremsninger og til sidst blev bremsebåndene afmontering, for at se om der var skader på dem.

Hvornår der kommer en konklusion på deres undersøgelser vides ikke, men vi har nu fået den første konsekvens af ulykken, idet Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI) har udstedt et midlertidigt kørselsforbud for alle historiske køretøjer. Det ville have været fuldt forståeligt, hvis det var alle PMV 113, der havde fået et midlertidigt kørselsforbud, indtil omstændighederne og årsag til ulykken var fastslået, men at give alle historiske køretøjer kørselsforbud er noget uforståeligt. Men en ordre er en ordre, som vi selvfølgelig vil efterkomme.

Det midlertidige kørselsforbud kan desværre betyde, at vi p.t. ikke kan deltage i Kulturnatten i Næstved, Livgardens Kulturnat på Gothersgades Kaserne og i Kastellet, men vi har søgt om dispensation for disse og afventer en afgørelse. Vi vil selvfølgelig informere alle, når vi får svar.

I mellemtiden må køretøjerne ikke flyttes mellem Fredskoven og Kalbyris, men det skal ikke afholde os fra at fortsætte vedligeholdelsen og klargøring af vores mange køretøjer. Vi ses i skoven, som sædvanligt på skrue-søndage og -tirsdage.

Hvis I har spørgsmål, bedes i kontakte Jeres Fokusansvarlige eller undertegnede (John Frandsen).

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.