Aflysning af Åben Hede 2020

GHRVPK har modtaget nedenstående skrivelse fra Oberst Torben Dixen Møller, der er chef for Danske Artilleriregiment.

Kære Åben Hede samarbejdspartner

Med reference til regeringens seneste udmelding, så ser vi os desværre nødsaget til at aflyse dette års Åben Hede. Jeg har drøftet situationen med generalmajor M.A. Lollesgaard og har også haft en dialog med museumsorganisationerne, og vi er enige om, at det er den rigtige løsning.

Åben Hede har hvert år et besøgstal på godt 30.000 gæster, og det er alt for mange mennesker på ét sted i slutningen af juni måned.

Jeg ved, at mange har glædet sig til at deltage, specielt museumsorganisationerne, som har skruet på materiellet hele vinteren. Men jeg lover, at vi vender stærkt tilbage i 2021 med mulighed for at vise både den moderne og historiske hær frem. Vi vil her i april måned, via eMTEP, rekvirere de militære enheder, som plejer at deltage, og vi håber på fortsat opbakning til Hærens Åben Hede, som i 2021 afholdes søndag den 20. juni.

Pas godt på jer selv og jeres familier.

Med venlig hilsen

Torben Dixen Møller
Oberst
Chef for Danske Artilleriregiment

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.